9. april 2025. Garda Group, Nordeuropas største leverandør af 360° sikringsløsninger, har nu modtaget de nødvendige myndighedsgodkendelser og fuldender dermed opkøbet af Heras. Dette er en vigtig milepæl, som udvider koncernens ekspertise og tilstedeværelse på det europæiske sikringsmarked. I forbindelse med opkøbet bliver Heras’ nordiske selskaber en del af Garda Groups eksisterende selskaber i Danmark, Norge og Sverige. Heras’ selskaber uden for Norden samt Heras Mobilhegn vil fortsætte som hidtil. I Danmark bliver Heras’ selskaber inden for permanent perimetersikring SER Hegn, Moosdorf Hegn og Stentoft Hegn en del af KIBO Sikring.
Styrkelse af markedspositionen
Heras er en førende leverandør af perimetersikringsløsninger, som opererer i otte lande og betjener kunder på over 20 markeder. Ved at kombinere deres styrker vil Garda Group og Heras forbedre innovation, operationel ekspertise samt kundeservice. Herudover vil de desuden tilbyde en bredere vifte af sikringsløsninger af høj kvalitet i hele Europa.
Heras bliver en værdsat tilføjelse til KIBO Sikring og Garda Group-familien. Heras’ danske selskaber beskæftiger tilsammen omkring 85 medarbejdere, og efter opkøbet bliver KIBO Sikring den førende virksomhed i Danmark inden for perimetersikringsløsninger.
"Vi er utroligt glade for at kunne byde Heras og deres dygtige medarbejdere velkommen til KIBO Sikring og Garda Group. Heras er kendte for deres ekspertise i opsætning af hegn og porte med dertilhørende service. Med dem på holdet kan vi drage fordel af hinandens samlede styrker inden for mekanisk sikring, således vi kan tilbyde vores kunder de stærkeste og mest pålidelige sikringsløsninger på markedet”, udtaler Lars Kramer, administrerende direktør i KIBO Sikring.
Markild Iversen, Country Manager i Heras Danmark, uddyber: “Vi er stolte over at blive en del af KIBO Sikring og Garda Group. Vores forretning er bygget på høj kvalitet, tæt samarbejde og stor respekt for vores kunder – værdier, der harmonerer perfekt med Garda Groups. Vi tager vores ansvar for sikkerhed og miljø alvorligt og ser frem til at bidrage til en stærk koncern med fokus på bæredygtig udvikling i hele værdikæden”.
KIBO Sikring er en del af Garda Group, som er Nordeuropas største leverandør af 360° sikringsløsninger. I 2024 blev A/H Låsemontage og Elsec en del af KIBO Sikring. Garda Group består af virksomheder i Sverige, Danmark, Norge, Finland og Tyskland, som tilsammen har omkring 2.100 medarbejdere og en årlig omsætning på over 3,3 mia. DKK.
****
Om KIBO Sikring
KIBO Sikring er en førende leverandør af komplette sikringsløsninger, herunder projektering, installation samt service og beredskab inden for mekanisk sikring og elektronisk overvågning. Med en omsætning på over 497 millioner DKK og over 300 medarbejdere er KIBO Sikring en pålidelig partner til projekter, der gennemføres på det rigtige tidspunkt i den rigtige kvalitet.
Om Garda Group
Garda Group tilbyder en bred vifte af produkter inden for områdesikring og elektronisk overvågning samt ydelser inden for sikringsrådgivning, installation, teknisk service og udrykninger. Garda Group er til stede i hele Sverige, Norge, Finland, Danmark og Tyskland og har ca. 2.100 medarbejdere. Vi er en innovativ, engageret og solid partner for vores kunder, og vi tager vores samfundsansvar alvorligt. Vi brænder for bæredygtig vækst og udvikling – både inden for vores branche og videre.
Om Heras
Heras er en førende europæisk end-to-end-leverandør af permanente og mobile perimetersikringsløsninger. Vi har over 70 års erfaring med projektering, produktion, installation og vedligehold af perimetersikringsløsninger, herunder hegn, adgangskontrol, detektionsprodukter og integrerede systemer. Heras har konsekvent opfyldt og overgået kundernes sikringskrav i hele Europa. Det er denne track record, kombineret med vores personales stadigt udviklende ekspertise, der gør det muligt for os med sikkerhed at sige, at vi er eksperterne i perimetersikring.